Onsdag den 11. november 2009 fejrede Frankrig årsdagen for våbenstilstanden efter Første Verdenskrig for 90. gang. Ved denne lejlighed repræsenterede ambassaden Danmark ved hele tre forskellige arrangementer rundt om i Frankrig.Ved den store nationale mindehøjtidelighed ved Triumfbuen i Paris, der med den tyske forbundskansler Angela Merkels deltagelse var helliget det fransk-tyske samarbejde, deltog ambassadør Anne Dorte Riggelsen og forsvarsattachéen, oberst Kim Kristensen. I Braine mindedes man de sønderjyske soldater, der mod deres vilje og nationale overbevisning kæmpede og faldt på tysk side i krigen. Disse soldater ligger begravet på en særlig dansk gravplads, der blev oprettet under navnet ”De sønderjyske krigergrave” til dette formål i 1920. Her nedlagde ministerråd Carsten Philipsen under vajende Dannebrog en krans til ære for de faldne. I mindehøj-tideligheden deltog ligeledes den danske præst i Paris, pastor Marianne Gyldenkærne og flere danskere, der var kommet tilrejsende fra både Danmark og andre steder i Frankrig, herunder ikke mindst repræsentanter for byrådet i Haderslev samt venskabsforeningen mellem Haderslev og Braine. Endeligdeltog ambassadesekretær Mikkel Felter i højtideligholdelsen af våbenstilstanden i den parisiske forstad Rueil-Malmaison, hvis Fremmedlegionærkaserne husede de danske, der under Første Verdenskrig meldte sig som frivillige til den franske hær for at bidrage til Sønderjyllands genforening med Danmark. Ceremonien omfattede bl.a. kransenedlægning ved det mindesmærke, som den lokale danskerkoloni i 1925 lod rejse for de faldne frivillige.